DET FYNSKE KAMMERKOR


Det Fynske Kammerkor er et blandet kor med base i Odense.
Koret dirigeres af Alice Granum.



NEWDANISHCHURCHMUSIC2012

Det Fynske Kammerkor deltager den 19. maj 2012 i musikfestivalen NEWDANISHCHURCHMUSIC2012.
Koncerten finder sted i Sct. Pauls Kirke i Aarhus.



Wallenstein-pladsen i Jicin, Tjekkiet

Det Fynske Kammerkor rejste til Tjekkiet lørdag den 15. oktober 2011. Under opholdet i Tjekkiet boede koret nær byen Jicin, der ligger ca. 100 km NØ for Prag. Koret havde 3 koncerter under opholdet, 2 af disse i samarbejde med lokale kor (nærmere oplysninger i korets kalender). Torsdag den 20. oktober returneredes til Danmark.

Reflexioner ~ Program for koncerterne i efteråret 2011



SENESTE CD: DER ER EN SKAT





The Church of Our Lady in Odense

Det Fynske Kammerkor fejrede i 2008 sit 20 års jubilæum med en turné til fire Vor Frue-kirker på Fyn. Koncertrækken blev indledt på korets hjemmebane, Vor Frue Kirke i Odense, og fortsatte herefter til Vor Frue-kirkerne i Nyborg, Svendborg og Assens. Ved jubilæumskoncerterne fik publikum smagsprøver fra korets kommende cd.

Her kan du læse korets pressemeddelelse, og her er jubilæumskoncert-programmet.



Det Fynske Kammerkor (DFK)  blev dannet i 1988 og består af 28 erfarne korsangere. Siden starten har koret formået at markere sig i det danske musikliv. Repertoiremæssigt bevæger koret sig fortrinsvis inden for a cappella musikken med hovedvægt på barokmusik og nyere dansk kormusik. Blandt korets foretrukne danske komponister kan nævnes Carl Nielsen, Svend S. Schultz, Niels la Cour og Vagn Holmboe. Koret har en omfattende koncertvirksomhed med både verdslige og kirkelige koncerter. Ligeledes har optræden i radio/tv og en række cd-indspilninger været medvirkende til, at Det Fynske Kammerkor betragtes som et af de førende kammerkor i Danmark.

Koret markerede sig først på cd-markedet med en dobbelt-cd på det engelske pladeselskab Nimbus Records sammen med den engelske organist Kevin Bowyer. Det drejede sig om Johann Sebastian Bach's Orgelbüchlein. Senere har koret bl.a. indspillet cd'er med julesange/salmer samt danske forårs- og sommersange. DFK's seneste cd er DER ER EN SKAT. CD'en rummer dansk kirkelig kormusik af komponister som Erik Haumann, Niels la Cour, Bernhard Lewkovitch og Søren Birch.

Koret samarbejdede for første gang med Odense Symfoniorkester omkring 2 opførelser af Verdi's Requiem. I koncertkoret medvirkede ligeledes symfoniorkestrets filharmoniske kor samt medlemmer af det tjekkiske filharmoniske kor. Den italienske dirigent Aldo Ceccato ledede opførelserne med stor succes. Senere har koret samarbejdet med Odense Symfoniorkester omkring opførelser af blandt andet Bachs Johannes-Passion, Händel's Messias, Brahms Requiem, Mozarts Requiem og Orffs Carmina Burana. Fremtrædende dirigenter som Stefan Parkman, Lars Ulrik Mortensen, Nicholas Cleobury og Aldo Ceccato har ledet disse opførelser. I marts 2012 medvirkede koret ved koncerterne DE STORE OPERAKOR i Odense Koncerthus, sammen med fynske gymnasiekor og Odense Symfoniorkester.

Det Fynske Kammerkor har ved flere lejligheder uropført kormusik. Bl.a. medvirkede koret ved organist Tore Bjørn-Larsen's debutkoncert som komponist i Helligåndskirken i København. Under koncerten uropførtes værket 'Bound to nowhere'. Og koret har tidligere vundet Førsteprisen ved den internationale korkonkurrence, der fandt sted i forbindelse med Vagn Holmboe Musikfestivalen i Horsens. Prisen blev vundet foran kor fra Norge og Sverige. Den 19. maj 2012 deltager koret i den klassiske musikfestival NEWDANISHCHURCHMUSIC2012. Koncerten finder sted i Sct. Pauls Kirke i Aarhus.

DFK har ofte gennemført koncertrejser til udlandet. Eksempelvis til Paris, og denne tur bød bl.a. på medvirken under gudstjenesten i Den Amerikanske Kirke samt koncert i Den Danske Kirke. Senere repræsenterede koret Danmark ved den fjerde Nordisk/baltiske korfestival, som fandt sted i Klaipeda, Litauen. Endvidere har koret gennemført udlandsrejser til Rom, Berlin (med koncerter i Kaiser Wilhelm Gedächtnis Kirche på Kurfürstendamm samt i St. Josef Kirche i Köpenick) samt senest til Tjekkiet.

Det Fynske Kammerkor er medlem af kororganisationen KOR 72 og medvirkede ved indspilningen af KOR 72's første cd-udgivelse LIGE NU. Også på KOR 72's cd fra 2005 med H. C. Andersen - satser (i anledning af HCA-jubilæet) medvirker koret. I oktober 2012 deltager koret i fejringen af KOR 72 i forbindelse med organisationens 40 års jubilæum.



E-mail: mail@detfynskekammerkor.dk

SE/CVR-nummer: 15 42 61 79

BANK: Danske Bank, Regnr 0996, Kontonr 0002591316